Det er ikke ”bare” et billede

Af Jonas Glarborg

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i starten havde en idé om, at det at være influencer ”bare” var at tage et billede og dele det på sociale medier. Som praktikant hos Inmix går meget af min tid med at gennemse diverse Instagram profiler, og her er det gået op for mig, at et billede ikke bare er et billede. 

Det at være influencer kræver hårdt arbejde – især hvis du gerne vil være en af de bedste. Du kan ikke bare dele et billede i ny og næ; det hele kræver planlægning. I forlængelse af det, så er det yderst vigtigt, at din profil har en æstetisk rød tråd. Med det mener jeg, at din profil skal have en visuel identitet og det hele skal hænge sammen, f.eks. ser det ikke godt ud hvis du har et feed i pastelfarver, og pludselig kommer der et post i s/h. Det er essentielt, at du har en idé om hvilket tema du gerne vil have på din profil, samt hvilket fokus din profil skal have; er det mode, mad, spil m.m.

Selvom det hele lyder lige til, så er det ikke altid sådan. Personligt, så har jeg ingen rød tråd på min profil. Baggrunden for det er, at jeg aldrig har tænkt over helheden af en profil førhen, men jeg har blot postet de billeder som jeg finder interessante at dele. Hvis en profil skal løftes til næste niveau – altså øge engagement og følgere – så er skal det ikke kun være indhold som venner og bekendte finder interessant, men derimod skal der tænkes over hvilke billeder der deles og hvordan kvaliteten af dem er. Det betyder, at hvis jeg gerne vil noget seriøst med min profil, så skal jeg tænke over selve temaet og farvekombinationen.

Under min tid hos Inmix, så er jeg blevet langt mere opmærksom på hvad jeg poster, og om der er en rød tråd på min profil. Jeg kan tydeligt se hvorvidt en profil er gennemtænkt og hvilke der ikke er – som min egen. Hvis jeg skal være hudløs ærlig overfor mig selv – og dig – så kommer jeg nok aldrig til at poste symmetriske billeder med en æstetisk rød tråd. Der vil stadigt blive delt billeder som ikke helt passer ind, men jeg vil helt sikkert tænke mere over kvaliteten af de billeder jeg vælger. Jeg ønsker ikke at folk tænker, at jeg bruger en masse tid på min profil eller går for meget op i den, fordi sådan er jeg ikke. Jeg vil dog mene, at en gennemført profil giver en bedre opfattelse, så det er helt klart noget jeg vil tænke over fremadrettet. Men hvis man ønsker at være en god influencer, så er det super vigtigt at overveje disse elementer når det kommer til ens profil og det content man deler.

inmix2